Ung rumforsker er ATU-deltager.

Thor Christiansen, der går på Årgang 2014 på Akademiet for Talentfulde Unge Region Midt, kan allerede som 18-årig kalde sig rumforsker.

Thor Christiansen, der til dagligt går i 2. g på Aarhus Katedralskole, vandt sidste efterår en konkurrence, der var udskrevet af DR Viden og Den Europæiske Rumstation, ISS. Konkurrencen var om et rumeksperiment til den netop hjemvendte danske astronaut Andreas Mogensen.

Thor indsendte faktisk 3 forsøg til konkurrencen – 2 af dem sammen med klassekammerater – et sidste forsøg indsendte han selv kort før fristens udløb. Og det skulle vise sig, at det var det forsøg, der blev udvalgt til at være en af Andreas Mogensens opgaver, mens han var i rummet.

Thor ville med sit forsøg finde ud af, hvordan Archimedes lov om opdrift virker i rummet i vægtløs tilstand.

Se Thors forsøg her: https://www.youtube.com/watch?v=7luTojfedbA

Archimedes lov siger, at ethvert objekt, som er helt eller delvist nedsænket i væske, får en opdrift, som svarer til tyngdekraften af den fortrængte væske. Men der er ikke noget ’op’ på en rumstation, så Andreas Mogensen skulle på Thors vegne undersøge, hvad der ville ske, når et objekt puttes ind i en vandboble. Thor ville vide, om objektet ville flyde til overfladen eller ej.

I Danmarks Radios Aftenshows, hvor forsøget bliver transmitteret, ser Thor sit forsøg for første gang. Se interview og forsøg her:

https://www.dr.dk/tv/se/aftenshowet#!/26:14

I klippet fra rumstationen sætter Andreas Mogensen en vandboble ind i et metaløje, så vandet bliver fastholdt i stedet for at svæve bort. Dernæst tager han et lille sammenfoldet papir omviklet med grå gaffatape, så det ikke kan suge vand. Og han sætter det så ind i vandboblen.

På jorden ville papir med tape flyde på toppen af vandet på grund af Archimedes lov om opdrift. I rummet flyder den inde i boblen, fordi der i rummet ikke er nogen opdrift på grund af vægtløshed.