ATU | Fokus
Et tilbud til nysgerrige gymnasie- og hf-elever
Da vi for første gang åbnede dørene til et ATU | Fokus-arrangement, gæstede Martin Lidegaard ATU Midt til en eftermiddag om international politik. 450 nysgerrige gymnasieelever fra mere end 40 gymnasier i Region Midtjylland var mødt frem bevæbnede med spørgsmål af en kaliber, så den tidligere udenrigsminister måtte tænke sig godt om, inden han svarede. En enkelt lærer var kommet blot for at aflevere sine elever, men efter en halv time sendte han besked om, at han kom senere hjem. For sådan kan det blive i et setup, hvor alle er kommet for at fordybe sig i en fælles interesse; her er man nødt til blive og være med.
Vi kalder det ATU | Fokus og vil løbende invitere til lignende eftermiddage på forskellige gymnasier rundt om i regionen. Eleverne på ATU Midt kan til disse arrangementer invitere gæster med, og ATU Midts samarbejdsskoler inviteres til at deltage med særligt interesserede elever.