Nysgerrig?
Er Akademiet for Talentfulde Unge noget for dig?
I en almindelig gymnasieklasse og HF-klasse sidder gennemsnitligt to elever, der har evne og lyst til at arbejde ekstra med deres faglige og akademiske interesser. Akademiet for Talentfulde Unge samler disse fagligt engagerede elever og tilbyder dem muligheden for at blive dygtigere i et intenst miljø.
Deltagerne er tilknyttet programmet i to år fra midten af 1.g. frem til første semester af deres 3. g. år.
Forløbet er møntet på at inspirere og udfordre eleverne fagligt samt at forberede dem på en akademisk karriere. Undervejs oplever talenterne en række forelæsninger og deltager aktivt i faglige workshops inden for både samfunds-, human- og naturvidenskabelige fagområder ATU har et løbende samarbejde med både videregående uddannelser og private virksomheder, som har til formål hvert år at sammensætte et unikt talentprogram, der giver deltagerne mulighed for at møde nogle af landets fremmeste forskere og mest innovative virksomheder.
I og med at programmet tilbyder en så bred vifte af aktiviteter, får talenterne mulighed for at opdyrke nye faglige interesser, men også for at dykke dybere ned i relevante problematikker inden for deres eget særlige interesseområde.
Akademiet for Talentfulde Unge gør en dyd ud af at etablere sig som et tilbud om socialt samvær og sparring med ligesindede. Hvert år tilbydes talenterne at deltage på en uges intensiv akademisk camp i sommerferien, hvor faglige udfordringer udbydes under hyggelige forhold.
Talenterne
ATU's deltagere er elever, som er blevet valgt ud i 1.g. på baggrund af lovende særlige akademiske evner, bred faglig dygtighed og ikke mindst overskud til at skulle yde en ekstra indsats. Deltagerne følger deres normale gymnasieforløb sideløbende med ATU's mange aktiviteter og forventes derfor at besidde en god portion vedholdenhed og ikke mindst være motiverede for at bruge deres fritid på faglige udfordringer.
For at blive optaget på ATU skal eleverne i første omgang indstilles af rektor på deres respektive gymnasium, og herefter bliver de bedt om at skrive en personlig motiveret ansøgning til ATU.
Se videoer om de to forløb, ATU | Midt tilbyder Region Midtjyllands gymnasie- og HF-elever her: