Tale af Svend Thorhauge

Kære unge mennesker, kære region, universitet, VIA, journalisthøjskole, erhvervsliv, gymnasier, kære alle sammen:

Velkommen til Diplomoverrækkelse 2017.

I er det fjerde hold fra ATU Midt, vi sender ud i verden. Det er i sig selv lidt af en fest. Men den egentlige fest er jer. Hver og én, hver især. For I valgte for godt to år siden at lade lysten og nysgerrigheden drive værket, og I gjorde det sammen med alle dem, der nu sidder ved siden af jer, uden andet løfte fra os, end at I ville blive udfordret undervejs og møde dele af verden og videnskaben, som I slet ikke vidste, I behøvede at vide noget om.

Men alligevel kastede I jer ud i det, og nu sidder I her med en meget vægtigere ballast at gå en fremtiden i møde med, en fremtid som har en meget bredere horisont. Fordi I har indløst noget af det potentiale, som ligger i jeres talent – fordi I har udfoldet noget af det, I har anlæg for.

Jeg ved, for det fortæller alle årgange og om lidt også denne, at det kan være svært at blive stemplet med prædikatet talent. For kan det nu også passe, og kan man nu også leve op til det?

Men talent er barren i sig selv. Talent er en mulighed. En mulighed for at blive blandt de allerbedste, hvis man føjer flid og umage til.

***

I Tokyo finder man en lille sushirestaurant, som har fået hele tre Michelin stjerner. Fordi maden altid er god. Det er selvfølgelig voldsomt dyrt at spise der, til gengæld er maden helt enkel. Man kan kun få nigiri-sushi. Ris med en anelse wasabi og et stykke fisk, der er penslet med lidt soya.

Jiro, der laver sushien, er 85 år gammel, og har lavet præcis den slags sushi lige der i sin lille biks i en menneskealder. Og han er så skræmmende god, at det ikke er de høje priser, men hans vurderende blik, der holder enkelte gæster fra stedet. Den slags professorer har jeg også haft.

Han er selvfølgelig blevet så god, fordi han har lavet det samme igen og igen, og har optimeret og sublimeret. Han har både talent og anlæg for det. Men der er mere i det end det.

Den japanske madanmelder Yakamoto, som har spist på alle sushi-, blæksprutte- og tofurestauranter i Tokyo, beskriver en god kok med fem kendetegn.

I får alle fem her, - for de kan mutatis mutandis (når man lige retter til) - fint overføres til andre kunstarter end køkkenets. Herunder også videnskaben og livet, som er de to kunstarter – to områder, vi har udforsket sammen over de sidste to år.

1) For det første skal man mene det. Altså altid gøre sit bedste og gøre sig umage. Det begynder med viljen til at gøre det ordentligt. Ikke at sprænge over, hvor gærdet er lavest, men hvor det er højest. Det har I alle. Og I ved i hvert fald, når det er viljen, det har skortet på, hvis I ikke har leveret jeres vanlige kvalitet.

2) For det andet skal man altid søge at blive bedre.

Det er derfor, I er her i dag. Og det vil vores to elevtaler bekræfte om lidt. Fordi det giver mening at udfordre sig selv og blive bedre. Stræbe efter stjernerne, som man siger på japansk. Eller: man siger bosei - men det er det, det betyder.

3) Det tredje kendetegn er god hygiejne. Man kan måske synes, det giver bedre mening for en kok, men igen - mutatis mutandis - giver det også mening her. For det handler om at have ryddet bordet og skærpet kniven. Det handler blandt andet om det, vi kalder studiekompetencer. At få tilmeldt og afmeldt sine seminarer, skrevet dem i kalenderen, have styr på, hvornår man forbereder det ene, og hvornår man forbereder det andet.

Både i et køkken og i et studieforløb er pærevælling noget skrammel.

Men som talentfuld kræver det nogle gange lidt ekstra store udfordringer, før man er tvunget til orden, og ikke bare - som altid - kan svare fra hoften, fordi man er overlegen. Altså overlegen i ordets positive forstand. Jeg håber for jer, at I vil stræbe så højt, at I er nødt til at have styr på jeres ting for at kunne følge med. Så kommer I til at skabe underværker.

4) Det fjerde kendetegn er helt fantastisk. Og det er det, fordi man ville forvente det modsatte. Men Yakamoto siger, at en god sushikok skal være utålmodig. Og tænk her på Jiro, som gennem halvtreds år har været utålmodig i sin stræben efter den sublime tun-nigiri. Vi sætter ofte tålmodet højt. Og med rette. Men utålmodighed er også en dyd. Særligt, når den er på faglighedens vegne. Når den er med til at hæve blikket. Når den får jer til at banke på dørene hos os og hos underviserne, fordi der er mere, I er nødt til at vide, og som I er nødt til at vide det nu og ikke først i næste uge. Hold fast i den utålmodighed, det er den, der giver jer vinger, og det er den, der vil føre jer gennem livet med den ene oplevelse efter den anden.

5). Det sidste kendetegn får I ganske kort. På japansk hedder det: Pashoneto. I skal gå til verden og livet med lidenskab. Ellers bliver det bare teknik.

***

Og det talte vi faktisk en del om lige før jul. Sammen med professorer fra alle fire fakulteter på Aarhus Universitet, kompetencepersoner fra skolesundhed.dk, sundhed.dk, ungeportalen.dk m. fl. ATU Midt og Center for Sundhedssamarbejde havde for andet år i træk arrangeret en konference om trivsel og læring. For både trivsel og læring handler om lidenskab. Måske er det faktisk lidenskaben, der forener dem.

Og igen denne gang fik vi gode konklusioner med fra jer og konferencen. Kort før jul videresendte vi nogle af jeres pointer til børne- og ungeudvalget i Folketinget og til gymnasieministeren. I unge kender dem, men I andre får lige tre af dem med hjem.

1)   Tag de unge med i dialogen

God trivsel ændrer sig med tid og generation. Nutidens krav om konstant at være fysisk til stede og virtuelt på skaber en ny ensomhed, som ikke bunder i at være alene, men tværtimod det modsatte. At man ofte er sammen med andre, indikerer ikke i sig selv trivsel. Derfor bør et fokus på trivsel altid udformes i dialog med dem, hvis trivsel undersøges, og måske lægge mere vægt på kvalitet og mening i relationer.

2)   Trivsel må ikke blive et nyt ideal, man skal leve op til

De aktuelle trivselsmålinger tager i for høj grad afsæt i måling af mistrivsel og undslipper dermed nye muligheder for trivsel. Der bør være en balance mellem måling af trivsel og mistrivsel. Samtidig fremhævede I, at trivsel ikke må blive et nyt ideal, man ikke kan leve op til, og I peger dermed på risikoen ved, at fokus på og måling af trivsel i sig selv kan være kontraproduktivt.

3)   Trivsel og læring er indbyrdes forbundne

Årsagsrelationen mellem læring og trivsel går begge veje, men vi ved ikke præcist hvordan. Manglende læring kan i samme grad være årsag til ringe trivsel som omvendt, men det sociale aspekt er et væsentligt omdrejningspunkt.

Og så kom vi tilbage til passionen - lidenskaben. For heri forbindes læring og trivsel. Og måske er det derfor, både I og jeres forgængere altid har fremhævet det sociale fællesskab på ATU som så vigtigt og så særligt. Fordi vi og I sammen har skabt et læringsrum som I sig selv er trivselsbefordrende. I kommer fra mangfoldige baggrunde og meget forskellige dele af regionen. Og I har i ATU fundet et stærkt fællesskab på tværs, som har givet forskelligheden plads. Derfor har vi heller aldrig oplevet, at der var nogen, der ikke var accepteret i folden - tværtimod, hvis nogle har haft brug for lidt hjælp til at være med, har vi blot helt åbent kunne koble et par 'engle' på, og så sikret en indslusning. Det er - og det skal I tage med jer - jeres gevinst!

En sidste ting til jer unge:

Om lidt skal I alle have diplomer. Sammen med diplomerne er der en lille pin, en engelsk version og en individuel oversigt over de aktiviteter, I har deltaget i. Men der er lidt mere end det. For I var den første årgang, som skrev jeres ambitioner ned på jeres første seminar. Så I får en kuvert tilbage i dag, som I skrev for to år siden. Her noterede I jer både faglige og personlige målsætninger. Jeg glæder mig meget til at høre, hvad I tænker, når I læser jeres gamle hilsen til jer selv.

Og til jer alle: Tak til Region Midtjylland for at støtte op. I år en særlig tak til dig, Bent Hansen. Det er for tidligt at sige held og lykke med det næste, men det er sidste chance for herfra at sige tak for et virkelig godt samarbejde og for, at du midt i alt den sundhed, som fylder så meget i regionerne, aldrig har tabt blikket for ungdomsuddannelserne - og vel at mærke ungdomsuddannelserne i hele regionen. Tak for det.

Tak til Aarhus Universitet, Via University College og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Til Studenterhus Aarhus og alle mentorerne, Studentervæksthus Aarhus, Folkeuniversitet, Ungdommens Naturvidenskabelige Forening, Cheminova, Creative Company, Vestjysk Bank, NuPark, FN-forbundet, Insights, High Performance Institute, Mitsubishi Vestas Offshore og Mercuri Urval. Tak til alle gymnasierne. Tak, fordi nærved alle (og stadigt flere af) gymnasierne i regionen støtter op. Hvis ikke alle disse institutioner, jeg lige har nævnt, sammen var med til at sikre et fælles talentudviklingsprogram i Region Midtjylland, var det slet ikke muligt.

***

Vi har tradition for to afsluttende formaninger, de kommer her:

For det første: I kommer alle fra gymnasiet med gode karakterer. Men jeres gennemsnit er ikke en investeringsportefølje, som skal investeres 100 %. I har næsten frit valg på alle hylder – ikke alene de øverste eller højeste hylder, men alle hylder. Så vælg med både hjerne og hjerte.

Og for det andet: husk, at begavelse netop er, hvad ordet fortæller os – en gave. Det er med andre ord noget, I har fået, og derfor forpligter det også. Grav ikke jeres talenter ned i jorden, og sæt ikke jeres lys under en skæppe, men investér i jeres omgivelser, skab fællesskaber og vær lysende eksempler på jeres vej!

Og vend tilbage og fortæl os, hvordan det går; vi savner jer allerede lidt.