Rejseberetning fra Youth Summit 2018
Den 8. august 2018 rejste tre ATU'ere fra årgang 2016 til Dublin for at deltage i ungdomstopmødet, Youth Summit 2018. Sammen med repræsentanter fra 33 andre europæiske talentorganisationer blev uddannelsessystemer diskuteret, blind-skak spillet og irske folkesange sunget. En af ATU's delegerede, Tobias Dreisler har skrevet en rejseberetning om oplevelserne i Irland.
Af Tobias Dreisler
”Vi har det faktisk skide godt i Danmark” var nok det allervigtigste, jeg lærte sidste sommerferie. Sammen med Wazma Akbari og Karoline Haugaard fra ATU | Midt rejste jeg til Dublin i den sidste uge af en alt for kort sommerferie for at deltage i Youth Summit 2018, som er et ungdomstopmøde, hvor de europæiske talentorganisationer sender delegerede afsted for at dele deres historier, deltage i workshops, indgå i diskussioner, overvære forelæsninger og selvfølgelig opleve værtbyen, der dette år var Dublin.
En af mange workshops gik ud på at vi skulle fortælle om vores landes uddannelsessystemer, og ret hurtigt fandt vi ud af, at der var mange anderledes modeller end den danske. Vi fik blandt andet at vide, at de har 2 timers tests hver dag i Slovenien og Ungarn, hvor elevernes endelige karakter er gennemsnittet af de daglige tests i fagene. Derfor er det meget normalt, at de efter en 8 timers skoledag skal hjem og bruge 2-4 timer på forberedelse til den minieksamen der er dagen efter. I Irland er det sådan, at udenadslære var den førende undervisningsform, hvis man ikke ord for ord kunne recitere en tekst bliver man trukket i karakter. Dette medfører at de to 18-årige piger, Eláine og Siobhan, jeg faldt i snak med ofte skulle bruge op mod 12 timer i løbet af en weekend på noget der for en dansker virker som det rene tidsspilde, nemlig udenadslære uden videre refleksion. Derudover sås det flere steder i Irland, at lærerne var nonner og obligatorisk salmesang ofte forekom i frikvartererne og jeg kunne blive ved og ved. De har for eksempel Lørdagsskole i Italien, man skal selv betale for gå på uniersitetet, og for at være en del af en talentorganisation i mange af landende. Vi snakkede med en fyr på 20 år, der havde et fuldtidsarbejde ved siden af universitetsstudiet for at kunne betale husleje, mad, undervisningsafgift osv. Ikke nok med, at det var helt utroligt spændende og lærerigt at være af sted, så var det også skidehyggeligt, da vi fik rigelig tid til social interaktion med super interessante unge talentfulde mennesker, som kom fra en helt anden baggrund end os selv. Spillede blindskak og ”kryds-og-bolle: Advanced version” mod en fyr fra Slovenien, dansede til traditionel spansk folkemusik og sang irske folkesange med fem unge irere. Som i nok kan høre blev vi i høj grad beruset i hinanden selskab.
I ATU's ånd slutter jeg af med tre erkendelser:
- Det er vigtigt vi kæmper for og værdsætter, hvor godt vi faktisk har det i Danmar
- ATU giver mulighed for nogle fantastiske oplevelser og det handler bare om at gribe ud efter dem
- Wazma Akbari og Karoline Haugaard fra ATU Midt er fantastisk dejlige mennesker <3