Seminar C3: Introduktion til Science and Technology, AU
Program
15.45: Kaffe, te og gulerodsboller
16.00: Velkomst
Plenum: Velkomst og ultrakort præsentation af fakultetet Science and Technology: ”Hvad er det for et sted du er kommet til?”
16.10: Mød to unge forskerstuderende
Plenum: Oplæg ved to ph.d.-studerende, Julie og Anders, som vil præsentere deres forskningsprojekter, hvordan de arbejder med projektet og hvad de forestiller sig og drømmer om at bruge deres forskeruddannelse til.
Skræddersyet medicin i nanostørrelse, Anders Okholm:
"DNA er vores arvemateriale der husker hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Men DNA kan også bruges til andre ting. Hør om hvordan vi er blevet i stand til folde DNA-strenge til fx et smiley-face eller en lille kasse i nano-størrelse. Den sidstnævnte kasse har skabt stor opmærksomhed i medierne blandt andet forbi vi kan udnytte nano-kassen til at bekæmpe fremtidens sygdomme."
Læs mere i interview med Anders foretaget af formidling.dk.
Nanoetik – tværfagligt arbejde, Julie Rasmussen:
"Nanoetik er et meget tværvidenskabeligt felt hvor vi analyserer og vurderer nanoteknologiens etiske problemstillinger. I dette arbejde har vi brug for viden om både nanoteknologien og dens muligheder samt viden inden for etik og filosofi. Hør om hvordan man kan kombinere naturvidenskab og humaniora og bliv klogere på hvad etik er og hvad der er specielt ved netop nanoetik."
17.00: Uddannelsesdating
Sted: Matematik Laboratoriet, bygning 1536
Mød og hør uni-studerende fortælle om sig selv og deres uddannelse: 15 studerende præsenterer hver sin uddannelse og dækker tilsammen alle scienceuddannelserne. Du får 3 runder til at opsøge og høre om lige præcis de 3 uddannelser du er interesseret i. Hver studerende fortæller i 5 minutter ved hver sin stand hvorefter du har 5 minutter til spørgsmål. Når klokken lyder finder du den næste studerende og uddannelse du gerne vil høre om.
- 17.00: Plenum: Præsentation af de 16 scienceuddannelser og konceptet for uddannelsesdatingen.
- 17.20: 1. runde af uddannelsesdating: Du vælger en sciencestuderende ved en stand.
- 17.30: 2. runde af uddannelsesdating: Du vælger en ny sciencestuderende ved en stand.
- 17.40: 3. runde af uddannelsesdating: Du vælger endnu en ny sciencestuderende ved en stand.
17.50: Aftensmad
Der er dækket op til jer i Matematiske Kantine som ligger lige i etagen nedenunder.
18.30: Tre workshops: Hands-on-science
Du har på forhånd valgt dig ind på en af de tre mulige workshops - A, B eller C - herunder hvor I er 20-25 på hvert hold.
Hver aktivitet starter med en kort præsentation i et auditorium/klasselokale. Herefter går I i til aktiviteten/laboratoriet.
A) Kvantefysik og Kvantecomputerspillet: hjælp forskerne
Sted: Auditorium D2, bygning 1533
Ved Jacob Sherson og Sidse Amgaard Hansen
Der foregår i disse år en intens international forskning med det formål at manipulere og styre enkelte atomer så de kan benyttes som komponenter i mikroskopiske computere. Ønsket er ikke primært at lave computere mindre end de er i dag, men at komme ned i det område af fysikken, hvor kvantemekanikkens love gælder. I atomernes mikroskopiske verden må man bryde med den klassiske fysiks forestilling om at en partikel kun kan være ét sted af gangen. Netop dette mystiske aspekt af kvanteteorien er hovedingrediensen i ideen om kvantecomputere der vil benytte mikroskopiske partikler til at regne på ufatteligt mange tal samtidigt, og derved overgå alle normale computeres ydeevne.
I dette forløb vil vi dels, ved et foredrag, gennemgå ideen bag kvantecomputeren og hvordan den kan bruges til at løse ellers uløselige problemer.
Derefter vil du få mulighed for selv at hjælpe forskerne med udviklingen af en fungerende kvantecomputer ved at spille en prototype på forskningsspillet the Quantum Computer Game. Ideen med dette spil er at alverdens internetbrugere inden for den nærmeste fremtid vil få adgang til spillet, og I får altså en eksklusiv mulighed for at være en del af udviklingsfasen af projektet.
NB: Hvis du melder dig til denne workshop, skal du inden du møder op installere spillet på din bærbare computer som du skal medbringe. Du får nogle dage før tilsendt en e-mail med info om hvor du kan downloade spillet.
B) Besøg på zoofysiologi: Bestemmelse af stofskifte og andre fysiologiske funktioner hos dyr
Sted: 1. Etage, bygning 1131, Institut for Bioscience
Ved professor Tobias Wang, Sanne Enok, Anete Dudele og Christian Malte
Stofskiftet er den samlende betegnelse for alle kroppens kemiske processer, og indgår derfor som en vigtig parameter i dyrenes tilpasninger til forskellige levelvilkår. Stofskiftet er desuden påvirket under en række livstilssygdomme som overvægt og sukkersyge. I forskningen bruger vi derfor dyreforsøg til at undersøge hvordan stofskiftet påvirkes af fedtrig cafeteriemad.
Detteforløb starter med et kort foredrag om hvorfor stofskiftet varierer mellem forskellige dyr og vi giver eksempler på særlige tilpasninger hos dyr kan ændre stofskiftet under dvale, fordøjelse eller aktivitet.
Derefter vil du få mulighed for at deltage i nogle af vores igangværende projekter i vores laboratorier hvor vi bestemmer stofskiftet hos forskellige dyr og du får mulighed for at bestemme dit eget hvilestofskifte.
C) This is Knots: Vi løsner matematikkens knuder Sted: G218 (G3), bygning 1532
Ved Mads Slot Bertelsen, studerende i Matematik og Fysik
Knudeteorien er med sine få hundrede år på bagen et relativt nyt felt inden for matematikken. Ikke desto mindre findes der overraskende anvendelser, eksempelvis indenfor biologien, hvor teorien kommer til sin ret.
Vi vil sammen se på det teoretiske bag knudeteorien, men også arbejde med matematikkens knuder i praksis. Selvom det er inkarneret matematik, vi skal beskæftige os med, vil undervisningen ikke forløbe som en klassisk matematiktime. I løbet af de 75 minutter vil vi ikke støde på et eneste plus-, minus- eller gangetegn og vi vil ikke beskæftige os med hverken formler, algoritmer eller analytiske udtryk. Jeres evne til at tænke abstrakt og rummeligt vil derimod blive udfordret. Det kræver ikke, en i forvejen, stor kendskab til matematik for at kunne deltage, men det betyder ikke at timen vil være foruden udfordring. Det eneste der kræves er engagement og et åbent sind over for ny og spændene matematik.
Knotting matters!
19.45: Afrunding og tak for i dag
Sted: Auditorium D2, bygning 1533
20.00: Slut
Kom godt hjem
-
TypeObligatorisk