Seminar C: Introduktion til samfundsvidenskab
Samfundsvidenskaben og dens metoder
Hvad er den samfundsvidenskabelige metode, og hvad kan man bruge den til?
I vil på seminaret blive introduceret til samfundsvidenskaben gennem forskellige samfundsvidenskabelige metoder, og på den måde vil vi forsøge at vise, hvad der adskiller den samfundsvidenskabelige metode fra bl.a. naturvidenskaben og humaniora.
Efter en generel introduktion, vil tre Ph.d.-studerende, der repræsenterer forskellige fagligheder inden for samfundsvidenskaben præsentere tre forskellige metodiske tilgange med udgangspunkt i konkrete eksempler fra deres Ph.d.-projekter. I vil efter den fælles introduktion blive delt ud i grupper, hvor I får mulighed for selv at arbejde mere i dybden med de metodiske tilgange, styret af de tre Ph.d.-studerende.
Program
16.00: Introduktion til Aarhus BSS (hvilke uddannelser og fagligheder er placeret her)
Kort introduktion til: Hvad er samfundsvidenskabelig metode, og hvorfor er det vigtigt?
16.15: Ph.d.-pitch. De tre ph.d.-studerende fortæller om deres forskningsprojekter.
16.30: Workshop 1: Når staten spænder ben v/Aske Halling, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
Som borgere i en moderne velfærdsstat møder vi konstant den offentlige sektor og dens medarbejdere. Vi går i børnehave og i gymnasiet, kommer til skade og skal på skadestuen eller mister vores job og skal på jobcenteret. Alle disse møder er på forskelligvis forbundet med udfordringer, vi skal overkomme; forældre skal vælge den rigtige skole til deres børn, den skadede skal måske vente i timevis på skadestuen, og den arbejdsløse skal sende mindst to jobansøgninger om ugen.
17.15: Workshop 2: Hvordan laver man klimapolitik i en verden, der ikke vil samarbejde? v/Cecilie Marie Løchte Jørgensen, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
Global opvarmning er et af de største problemer i vores tid. De fleste er enige om, at det skal løses og økonomer ved godt, hvad løsningen er, hvis man kunne få alle til at samarbejde, men det er en utopi. Økonomer elsker det frie marked, men tror vi også på, at markedet nok skal løse klimakrisen af sig selv? Svaret er nej, og vi skal diskutere hvorfor.
18.25: Workshop 3: v/Asbjørn Kaufmann, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
Den britiske filosof, Bertrand Russell, sagde: ”Sandsynlighed er det vigtigste koncept i moderne videnskab; især fordi ingen har nogen anelse om hvad det betyder”. I denne workshop skal vi forstå, hvad Russell mente. Overvej for eksempel følgende: Det er almen viden, at udfaldet af et møntkast er ’usikkert’ og ’tilfældigt’. Det har 50% sandsynlighed for at lande krone opad. Og dog: Hvis man holder en mønt med krone opad og slipper den 1 centimeter over en bordplade, uden at iværksætte rotation, så lander den jo krone opad. Så hvad betyder ’usikkerhed’, ’tilfældighed’ og ’sandsynlighed’? Og er meningen i alle situationer den samme? Få dage før russiske styrker i februar 2022 krydsede grænsen til Ukraine udtalte lektor ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen: ”Jeg tror stadig, at krig er usandsynligt”. Er dette den samme type sandsynlighed som karakteriserer et møntkast? Og givet at krigen sidenhen begyndte, bør man så påstå, at Jakobsen tog fejl?
19.05: Fælles opsamling og spørgsmål
19.27: 3 refleksioner og erkendelser over dagens læring
19.30: Tak for i aften
Medbring: Compter, drikkedunk og noget at skrive med
Formål
Seminar C: Introduktion til samfundsvidenskab har blandt andet til formål at give jer en indsigt i konkrete samfundsvidenskabelige metoder som eksempler på cases, man kan beskæftige sig med på samfundsvidenskab.
-
TypeObligatorisk