INTERPOL og internationalt politisamarbejde gennem 100 år
v/ Frode Ziebell Olsen, Kriminalinspektør
Den internationale politiorganisation, INTERPOL, så dagens lys den 7. september 1923 og markerer sit 100-års jubilæum i 2023 som en af verdens ældste globale organisationer med tilslutning fra 195 medlemslande.
Hvad er forudsætningerne for internationalt politisamarbejde, hvilke principper og retsgrundlag hviler det på, hvad består det af i praksis, og hvilke fordele, ulemper og udfordringer rummer det?
Gennem en lang række sagseksempler skal vi se, hvordan opklaring af kriminalitet er blevet påvirket af globale strømninger i samfundsudviklingen fra afslutningen af 1. Verdenskrig til vor tid, hvor alvorlige og organiserede forbrydelser, cyberkriminalitet og terror er mere grænseoverskridende end nogensinde.
Centrale begreber som forbrydelse, lov, retsvæsen og politi, jurisdiktion, monopol, suverænitet, tid og retfærdighed vil være rygraden i forelæsningen.
Frode Z. Olsen har gennem 40 år i København og Rigspolitiet efterforsket, ledet og i ind- og udland undervist i opklaring af alle typer alvorlige forbrydelser bl.a. som souschef i den danske INTERPOL-afdeling. Han har tillige i sammenlagt 10 år været udsendt som rådgiver, efterforsker og politiforbindelsesofficer i Østeuropa, på Balkan, Irak, Afrika og Kina og ved den Internationale Straffedomstol for Krigsforbrydelser i Haag.
-
Antal deltagere15
-
TypeValgfri