5 år efter: Amalie laver feltarbejde på Grønland om dansk imperialisme og dets indflydelse på Grønlandsk selvstændighed

5 år efter - hvad laver de i dag?
Portrætserie af ATU | Midts Årgang 2011

I år er det 5 år siden, at ATU | Midts første årgang – Årgang 2011 – gennemførte ATU-programmet og lidt efter blev studenter.
 
Vi har heldigvis kontakt med rigtigt mange af vores tidligere elever, og de melder sig også altid på banen, når vi har brug for dem; til at være studielivsmentorer for en ny årgang ATU’ere, til at vise os rundt, når vi besøger universiteter i London, Cambridge og Oxford, eller når vi har brug for dem på anden vis. 
Det værdsætter vi utroligt meget.
 
Men hvordan er det så gået den allerførste årgang fra ATU | Midt 5 år efter?
 
Det vil vi i den kommende tid give et indblik i, og vi vil derfor præsentere mindre portrætter af en række af ATU-alumnerne fra Årgang 2011.
 
Amalie afsluttede ATU-forløbet i 2014, hvor hun også blev student fra Herning Gymnasium.
 
Amalie har siden sin tid på ATU | Midt engageret sig i international politik. Amalie har  arbejdet i den Chilenske kongres for det social-liberale parti Partido Liberal.
 
Hun er nu i gang med sit sidste år af sin bachelor på University of Cambridge, hvor hun læser Politik og Internationale Relationer.
 
Amalie har i løbet af sin tid i Cambridge interesseret sig meget for postkoloniale problemstillinger, og hun har blandt haft et internship hos det grønlandske parti IA i det danske folketing for at lære mere om det dansk-grønlandske forhold.
 
Internshippet gjorde Amalie yderligere interesseret i Grønland, og hun er netop kommet tilbage til Cambridge fra et feltarbejde i Nuuk, hvor hun undersøgte dansk imperialisme og dets indflydelse på Grønlandsk selvstændighed.
 
Det feltarbejde skal forme baggrunden for Amalies bacheloropgave på det sidste år i Cambridge.
 
Amalie har stadig forbindelse til os her på ATU | Midt, da hun hvert år i oktober hjælper med at vise ATU'ere rundt i Cambridge og deler sin viden og erfaringer om at komme til at studere i Cambridge.