Årgang 2016 fejret med taler og diplomer foran 550 gæster
Årgang 2016 er sjette årgang på Akademiet for Talentfulde Unge | Midt, som har gennemført et tilrettelagt og intensivt akademisk forløb ved siden af deres almindelige undervisning i gymnasiet. I torsdags blev de fejret foran 550 gæster på Viby Gymnasium og Regionsrådsformanden i Region Midtjylland, Anders Kühnau var én af dem. Han lykønskede årgangen og sendte dem godt ud i verden.
200 ATU'ere fra årgang 2016 blev i torsdags fejret med taler, diplomer og musikalsk intermezzo. Anledningen var gennemførelsen af deres intensive akademiske arbejde de sidste to år.
550 gæster var mødt op på Viby Gymnaisum for at overvære diplomovækkelsen og efterfølgende deltage i receptionen.
Én af gæsterne var Regionsrådsformanden i Region Midtjylland, Anders Kühnau. Han roste talenterne for deres ekstra frivillige indsats og sendte dem godt ud i verden:
“Den motivation og det drive I har, gør at I kan producere bedre resultater ude i verden. Belønningen bliver ikke bare en god løn, men også en passion for at opnå viden, der giver bedre livskvalitet både i arbejdslivet og i fritiden. Nu skal I til at sætte nye mål for fremtiden, jeres karriere og talent. I er kommet godt fra start, og I har vovet det første skridt - ikke bare for jer selv men for os allesammen. Det er jer, der skal være med til at løse de udfordringer, store som små, der findes rundt omkring i verden.”
Svend Thorhauge, Leder af ATU | Midt havde også et par formanende ord til årgangen:
“Hvis I formår at være jer selv uden at være jer selv nok; hvis I evner at skabe jer plads i verden uden at skabe jer tosset, men dog ved at skabe jer originale; hvis I glemmer jer selv for en stund for fagets skyld, så kan I forankre jer i en verden, som aldrig vil glemme jer – fordi I netop vil være med til at skabe den forandring, som en dag bliver til næste generations historie. Så gå ud i verden og gør forskel dér, hvor der er allermest brug for jer, hvor I kan gøre allerbedst nytte. Investér i jeres omgivelser, skab fællesskaber og vær lysende eksempler på jeres vej.”
Vi vil gerne ønske hele årgangen et stort tillykke og ønske dem allesammen held og lykke fremover. En stor tak skal også lyde til vores samarbejdspartnere, som har gjort det muligt for os at sende en ny flok unge talenter med livsmod ud i verden.
På glædeligt gensyn!
ATU | Midt