Den posthumane horisont

Af: Mathilde Greve (årgang 2012)

Hvad skal der til for at tale om noget efter mennesket?

Har vi mistet de positive visioner om verden om 50 år? Hvad er vores horisont?

Hvordan kan normalitet være en farlig idé?

Er vi etisk forpligtet på at bruge teknologien til at gøre menneskers liv bedre på alle måder?

Efter forelæsning og samtale om logiske konsekvenser, paradokser, posthumane drømme, teknik, etik, historisering og litteratur i forhold til det posthumane blev de fire ovenstående spørgsmål starten på lange, heftige og spændende debatter.

Er mennesket efter nutidsmennesket når det ikke længere kaldes homo sapiens? Eller er det tidligere end det? Måske meget senere?

Er vi kun forpligtet til at gøre menneskers liv bedre i forhold til ting som handicap og normalitet? Eller må vi gerne give kommende generationer superkræfter, hvis teknologien tillader det? Er det en mulighed eller er vi så forpligtet til det? Bliver det mon normalitet en gang?

Diskussionerne kører med højt humør blandt ATU’erne, og hvor langt kan man mon komme ud; hvordan er det nu med lakridser og lave mennesker? Hvor kommer dværge fra? Og hvordan kan foredragsholderen mon være så fantastisk entusiastisk?