Vellykket weekendseminar
Weekendseminaret den 24-25. februar blev en stor succes, hvor det akademiske og sociale indhold syntes at gå op i en højere enhed.
Seminar B, der fandt sted den 24-25. februar på Viby Gymnasium er overstået, og at dømme ud fra talenternes respons så var det en bragende succes. "Mere af samme skuffe" lyder den nærmest enstemmige tilbagemelding.
Seminaret begyndte fredag eftermiddag hvor eleverne ankom til Viby Gymnasium, hvor de der skulle overnatte - hvilket var langt størstedelen - blev indkvarteret i klasseværelser. Kl 16.30 gik Sofie Venge Madsen, retoriker fra Aarhus Universitet på scenen, og de næste to timer underholdt hun eleverne med eksempler på god og dårlig retorik, ligesom hun introducerere talenterne til retorikkens opståen og dens rolle som akademisk disciplin. Talenterne fik også mulighed for selv at forsøge sig med akademisk argumentation i en øvelse, som gik ud på at argumentere for og imod anlæggelsen af en betalingsring rundt om København. Her viste det sig at være langt nemmere at finde gode argumenter for end imod en sådan ring, i hvert fald kæmpede imod-holdet hårdt for at finde bare ét ordentligt argument, mens for-holdet i den grad syntes at have ordet i deres magt..
Efter to timers akademisk top-underholdning takkede Sofie Venge Madsen af, og de efterhånden temmelig sultne elever kastede sig over "byg-en-burger" tag-selv bordet, som i mellemtiden var blevet stillet frem til den af Viby Gymnasiums køkkenpersonale.
Det sidste programpunkt på seminarets første dag var en X-factor konkurrence, hvor der med udgangspunkt i Venge Madsens foredrag skulle dystes i kategorien "Beste argumentation". Inddelt i otte grupper skulle talenterne forsøge at argumentere for nogle i de fleste tilfælde meget tvivlsomme "cases" vedrørende videnskabelig redelighed/ uredelighed.
Resten af aftenen var afsat til socialt samvær, hvor eleverne kunne få mulighed for at lære hinanden lidt bedre at kende, og at dømme efter den for manges vedkommende noget klatøjede fremtoning næste morgen, blev denne mulighed udnyttet fuldt ud.
Lørdagens program startede med morgenmad mellem 8 og 9, hvorefter professor i datalogi og medlem af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) Susanne Bødker, brugte to timer i elevernes selskab på at lære dem at identificere forskellige grader af akademisk fusk. Den livlige diskussion undervejs og efterfølgende afslørede, at det her var et emne, som mange af talenterne har en mening om, og som helt klart er noget de kender til fra deres dagligdag i gymnasiet.
Susanne Bødkers foredrag blev efterfulgt af en logo-konkurrence, hvor det gjaldt om at finde det perfekte logo til Talentakademiets trøjer. Sidste punkt på dagens og weekendens program var frokost og afrejse, og klokken 13.30 tog nogle meget trætte elever afsked med hinanden for denne gang.