Seminar C: Journalistik og formidling
v/lektor Mette Mørk og Roger Buch, Forskningslektor og Centerleder, Media Maker Space
Den skrevne presse og de klassiske nyhedsmedier har gennem flere år været udfordret af nye og sociale medier, hvor en stadigt stigende mangfoldighed af nyhedskanaler tilbyder en lind strøm af information. Alle med adgang til en smartphone kan rapportere fra aktuelle brændpunkter, og landets ministre bruger oftere og oftere deres egne Twitter og Facebook-profiler, når de vil ’breake’ en nyhed. Senest trænger også et begreb som fake news sig på. Der produceres information, som ikke blot er på kant med virkeligheden, men i direkte modstrid med den.
Men der er ikke af den grund mindre brug for god journalistik. Tværtimod. Der er også behov for, at man som bruger af journalistiske produkter kan skelne skidt fra kanel.
Når politikere holder mikrofonen for sig selv, undviger de de kritiske spørgsmål, som ville være kommet frem ved et pressemøde. Når nyheder breaker akut, og ikke når de er blevet bearbejdet, analyseret og ikke mindst vurderet for væsentlighed, er der risiko for, at noget stof prioriteres frem for andet. Og vel at mærke prioriteres af populistiske strømninger frem for faglige vurderinger.
På seminaret vil vi indledningsvist drøfte journalistikkens aktuelle udfordringer og indføre jer i dens bærende elementer. Der vil være både oplæg og gruppedrøftelser. Efterfølgende skal I selv prøve kræfter med en række journalistiske værktøjer som vinkling og interview
Seminaret gennemføres i samarbejde med Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Programmet vil først og fremmest introducere jer til journalistisk formidling ved at lade jer selv arbejde med at producere journalistik og diskutere jeres produkter. Det er den typiske undervisningsformen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, så det bliver samtidig en introduktion til skolen.
I skal medbringe computer.
Program
16.00: Hvad er Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvordan underviser vi, og hvad er journalistik?
16.15: Journalistikkens udvikling i 100 år. Og hvad gør fake news og twitterisering ved journalistikken? En tidsrejse tilbage til fremtiden v/Roger Buch
Oplæg og diskussion
17.00: Videnskabelige kilder i corona-tider - er journalister gode nok til at bruge dem? v/Kresten Roland Johansen
Oplæg og diskussion
17.45: Pause
18.15: Det journalistiske interview & journalistisk formidling, introduktion og (små) opgaver. Husk pc.
19.50: Opsamling
20.00: Tak for i dag
Formål
Seminar C: Journalistisk formidling har blandt andet til formål at introducere jer til journalistisk formidling og pressens virkemidler, så I bliver skarpere iagttagere og læsere af medierne, og så I selv vil kunne anvende de samme metoder i jeres egen formidling.
-
TypeObligatorisk