Tale af Christian Wessels

Vores eventyr sammen begyndte for snart to år siden en kold dag i januar. For mit eget vedkomende kan jeg huske at være fyldt med en blanding af spænding og ærefrygt over at være blevet udtaget til ATU. For hvad havde jeg gjort som var særligt talentfuldt, og hvad nu, hvis de andre var endnu mere talentfulde end jeg? Og kunne man blive smidt ud, hvis de højere magter fandt ud af, at man slet ikke var så talentfuld som så? Det var mange spekulationer at have på én gang, men de forduftede, da første seminar gik i gang. For da blev jeg mødt af en masse smilende ansigter, som alle ønskede at udfordre status quo.

De to år er kommet og gået, og i dag er det blevet tid til tilbageblik og refleksion. Vi er blevet udfordret og har lært ufatteligt meget både fagligt, men også om os selv. Vi er nørdede af natur.

Sammen har vi i Akademiet undret os over nogle af videnskabens største spørgsmål. Hvorfor er monstre uhyggelige, kan man redde verden med alger, og hvad sker der, når man samler 200 talenter på en uges intensiv akademisk camp? En ting er i hvert fald sikkert, der bliver aldrig spillet en mere intens omgang Bezzerwizzer. Desuden fik vi løst palæstinakonflikten uden problemer, endda flere gange. Og man kan spørge sig selv, hvorfor de ikke tager vores metoder i brug på Christiansborg?

Hvor ser vi så os selv om 10 år? Det spørgsmål var et råd, som vi fik af Harry på Cheminova, hvis I er i tvivl, så er det nu, at I skal tage jeres notesbog frem. Han mente, at man burde se sig selv om 10-, 20- og 30 år for at forberede sig bedst muligt på fremtiden. Hvad betyder det egentlig at ”se sig selv”? Det betyder, at man skal have en plan for fremtiden. Men jeg mener ikke, at man skal have en plan – snarere en drøm. Planer har rammer og retningslinjer, det har drømme ikke, og derfor er der heller ingen grænser for, hvad de kan rumme og give dig hen af vejen. Hav i stedet mod på at følge det du brænder for uden begrundelse - drømmen. Og stol på dine valg. Selv om de i øjeblikket kan virke alt for spontane, vil de give mening hen af vejen, når du ser tilbage. Lad os sige ”I have a dream” i stedet for ”I have a plan”.

En amerikansk forfatter, Marianne Williamson, har sagt noget, som i høj grad har gjort indtryk på mig. Hun havde en ide om, at vi som mennesker egentlig ikke burde koncentrere os om, om vi er gode nok i forhold til én eller anden standard. I stedet bør vi spørge os selv: Kan vi blive de bedste?

Det er ikke arrogant.

Det er ikke bedrevidende.

Det er derimod ambitiøst!

Og det er idéen, som har gjort Akademiet for Talentfulde Unge til det det er i dag. Opfattelsen af, at vi har muligheden for at påvirke verden omkring os, hvis vi bliver givet de rigtige værktøjer. Og ATU har været med til at muliggøre, at vi kan leve vores drømme ud i livet.

I dag skal vi også være stolte af os selv og ikke mindst taknemmelige. Vi er blandt nogle få udvalgte, som har fået en enestående mulighed. Lad os være taknemmelige for, at vi har været så heldige at få lov til at være en del af ATU årgang 2014. Vi skal give os selv muligheden for om 10 år at kigge os over skulderen og tænke på, hvordan det hele startede en kold dag i januar.

Men selvom ATU har lært os meget fagligt og personligt, har den største lektie ligget i, hvor meget sammenhold betyder. Seminarerne ville ikke have haft den samme indflydelse, hvis ikke de var bygget på et fællesskab. Og det har måske været Akademiets mest fornemme opgave, at samle en række ligesindede talenter så vi kan vokse i fællesskab.

I de sidste par år har vi også lært, hvilket ansvar det bærer med sig at være en del af en gruppe, og hvilken rolle vi hver især har at spille. Løgstrup sagde, at man aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at man holder en del af dens andens liv i sin hånd. På den måde forpligtiger man sig til sine medmennesker. Men måske er friheden i virkeligheden at være bundet med de rette forpligtigelser. Det må vi ikke glemme i en hverdag, der er så fyldt med travlhed, at vi ofte overser de små elementer, som i virkeligheden betyder allermest. Om forpligtelsen så er netværk, venner eller familie kan i og for sig være ligegyldigt.

Vi må ikke glemme, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvem der har hjulpet os på vores vej. For man skal have et fast fundament for at nå stjernerne, og det er det, at være forpligtet og forplantet i en kontekst, der giver os værdi som mennesker.

Akademiet for Talentfulde Unge har været den kontekst igennem de sidste 2 år, og derfor er jeg stolt af at have delt denne fantastiske oplevelse med jer.

Tak!