Seminar Y: Kunstig intelligens og dens anvendelse. Muligheder eller udfordringer? Tværfagligt afslutningsseminar

Afslutningsseminar2024
Aulaen, Aarhus Universitet, Nordre Ringgade, Bygning 1412
Du kan tilmelde dig dette arrangement, hvis du er fra årgang: 2024 – men du skal logge ind først.
Afdeling
Herning
Viby
Sidste tilmeldingsfrist
Mandag, 17. august 2026 - 12:00

Vi arrangerer jeres sidste ATU-seminar i samarbejde med Aarhus Universitet

Det bliver en dag med spændende forelæsninger, lærerige workshops, drøftelser på tværs af fagligheder, holdninger og interesser, og vi glæder os til at arrangere seminaret for jer.

Vi sørger for kaffe og kokosmakroner i løbet af seminaret, og vi regner med, at I deltager med det engagement, som vi har set så tit igennem jeres forløb på ATU.

Så bliver det et brag af en afslutning.

Program:
13.00: Velkommen v/Akademiet for Talentfulde Unge | Midt
13.05: Kunstig Intelligens fra Maskinrummet. Introduktionsforelæsning v/Kasper Green Larsen, professor, Institut for Datalogi
Kunstig intelligens er på rekordtid gået fra at være et nørdet sci-fi emne til at blive en uomgængelig del af hverdagen. Det findes overalt, fra store sprogmodeller til græsslåningsrobotter. Tilsyneladende er det en nyttig teknologi, der kan effektivisere en lang række sektorer i samfundet og gøre mange aspekter af vores liv lettere, men samtidig er der en vis frygt for, hvordan det kan ændre ”livet som vi kender det”. 
I dette foredraget vil professor i datalogi Kasper Green Larsen tage os ind i maskinrummet og forklare de underliggende idéer der har gjort kunstig intelligens muligt.
14.00: Kaffe og fordeling til workshops
14.15: Workshops - se nedenstående
16.45: Pause
17.00: Fælles opsamling – 2-3 fra hver workshop præsenterer indsigter og erkendelser i plenum og sammen binder vi en sløjfe på dagens faglige indhold.
17.30: Slut faglige program
17.45: Let aftensmad og hyggeligt samvær
19.00: Tak for i aften

Workshop 1: Når AI løser opgaven – hvad er så vores rolle? AI, læring og fremtidens arbejde v/Carsten Bergenholtz, lektor, Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus Universitet
Hvornår gør kunstig intelligens os bedre til at lære og arbejde – og hvornår kommer den i vejen? Og hvad bliver vigtigt at kunne på et arbejdsmarked, hvor AI kan løse stadig flere opgaver?
I denne workshop undersøger vi generativ AI’s muligheder og begrænsninger med afsæt i forskning om læring og arbejdsliv: 
Hvordan kan AI hjælpe os med at løse svære opgaver, og hvorfor betyder en bedre opgavebesvarelse ikke nødvendigvis, at vi har lært mere?
Derefter fokuserer vi på virksomheder og fremtidens opgaver: Hvilke opgaver kan vi overlade til AI, og hvorfor er der forskel på at automatisere enkelte, afgrænsede opgaver og et helt job? Vi vil undersøge, hvilke typer opgaver AI ser ud til at kunne løse selvstændigt, og i hvilket omfang den kan varetage hele job.
Gennem oplæg og øvelser og diskussioner skal I udfordre jeres egne forestillinger om AI og undersøge, hvad udviklingen kan betyde for jeres uddannelse og fremtidige arbejdsliv.

Workshop 2: Kan AI læse fortiden? - Kunstig intelligens, historiske tekster og humanistisk forskning v/Kirsten Vad og Jon Tafdrup, Ph.d.-studerende, Institut for Kultur og Samfund - Center for Grundtvigforskning, Aarhus Universitet
Kan kunstig intelligens hjælpe os med at forstå fortiden? Hvad kan AI opdage i historiske tekster, som vi mennesker måske overser? Og hvad sker der, når de data, AI arbejder med, indeholder fejl?
I denne workshop undersøger vi, hvordan kunstig intelligens bruges i humanistisk forskning med udgangspunkt i den danske forfatter og tænker N.F.S. Grundtvig og den digitale udgave Grundtvigs Værker. Vi viser, hvordan digitale metoder og AI kan bruges til at læse, bearbejde og analysere historiske tekster, og hvorfor kvaliteten af de digitale tekster har afgørende betydning for resultaterne.
Gennem korte oplæg, demonstrationer og praktiske øvelser får I selv mulighed for at udforske Grundtvigs sprog ved hjælp af en AI-baseret sprogmodel. I skal blandt andet undersøge, hvilke ord modellen forbinder med hinanden, og hvad der sker, når den arbejder med tekster, som ikke er blevet kontrolleret og rettet af mennesker.
Til sidst diskuterer vi AI's muligheder og begrænsninger: Kan vi stole på de mønstre, AI finder? Og hvilken rolle spiller menneskelig viden og kritisk sans, når vi bruger kunstig intelligens til at undersøge fortiden?

Forberedelse: Læs: Digitale udgaver som HITL-garanter af Katrine Laigaard Baunvig og Krista Stinne Greve Rasmussen. 

Workshop 3: AI og brugerinvolvering i sundhedssystemet v/Karen Gasbjerg, Det Rullende Universitet, Aarhus Universitet
Kunstig intelligens og brugerinvolvering i sundhedssystemet undersøges gennem en case med forskellige opgaver, og der opnås en bedre forståelse af teknologivurdering.

Workshop 4: AI, etik og autonome våbensystemer v/Sune With Tryk Christensen, Ph.d.studerende, Institut for Kultur og Samfund - Afdeling for Filosofi og Idéhistorie
Brugen af kunstig intelligens i krig – både i autonome våben og som beslutningsværktøj – udfordrer krigens love og traditionen om den retfærdige krig fundamentalt.
Ideen om en ”retfærdig krig” skal forstås som en retfærdiggjort krig og bygger blandt andet på en universel ret til selvforsvar. I krig gælder samtidig regler om beskyttelse af civile, proportionalitet i krigshandlinger, militær nødvendighed og forsigtighed. Principperne har tætte forbindelser til den filosofiske tradition om den retfærdige krig og genfindes i den internationale humanitære folkeret.
Med kunstig intelligens øges mængden af information og data om slagmarken betydeligt, samtidig med at krigens tempo og omfang kan øges. Men hvad sker der med de fundamentale menneskelige vurderinger, når beslutninger i stigende grad overlades til algoritmer og droner? Og hvem bærer ansvaret, når teknologien bliver en del af beslutningen om liv og død? Få indblik i, hvordan kunstig intelligens ændrer krigens logik og udfordrer dens etiske og filosofiske retfærdiggørelse.

 

_________________________________________________________________________________________________________

Det bliver en dag med spændende forelæsninger, lærerige workshops, drøftelser på tværs af fagligheder, holdninger og interesser, og vi glæder os til at arrangere seminaret for jer.

Vi sørger for kaffe og kokosmakroner i løbet af seminaret, og vi regner med, at I deltager med det engagement, som vi har set så tit igennem jeres forløb på ATU.

Så bliver det et brag af en afslutning.

Dagens faglige indhold slutter kl. 17.30, og så spiser vi en fælles aftensmad, inden I sammen kan drage videre ud i Aarhus, eller hvad I måtte have lyst til.

 

  • Ansvarlig
    AA
  • Type
    Obligatorisk