To år på Akademiet for Talentfulde Unge har været øjenåbnende og tillidsgivende
Udfordrende undervisning ud over pensum
Diplomoverrækkelse mandag d. 12. januar
Akademiet for Talentfulde Unge har netop overrakt diplomer til årgang 12 på Aarhus Teater. 154 studerende har gennemført to års undervisning på akademiet, som uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen i sin tale til de studerende kaldte ”engageret” og ”nødvendig.” Elevernes egne studentertalere kaldte de to år på akademiet ”øjenåbnende” og ”tillidsgivende.”
Dagen blev afsluttet med håndtryk og diplomoverrækkelse på scenen og efterfølgende reception med afskedsord, kram og løftet om at vedligeholde kontakten til de andre talentfulde hoveder.
Hvad er ATU?
Akademiet for Talentfulde Unge er et initiativ, der favner de studerende, der har lyst til at lære mere. Videbegærlige unge, der gerne vil udfordres både i faglige kundskaber og etisk filosofiske diskussioner.
Seminarerne foregår i Aarhus med base på Viby Gymnasium, men oftest møder man op på et af universitets fakulteter knyttet til de foredrag, dagens emne skal kredse om. På den måde lærer man rammerne omkring universitetet at kende, og man får kendskab til de arbejdsmetoder og undervisningsformer, der benyttes på de videregående uddannelser. Igennem seminarerne, der finder sted omkring hver tredje uge og hver har en varighed på fire timer fra kl. 16-20, får man en smagsprøve på det studieliv, der venter efter gymnasiet.
Hvorfor undervisning udover pensum?
På Akademiet for Talentfulde Unges logo står der, ud over navnet, et enkelt ord: ”Hvorfor?” Netop dette ord er dækkende for den tilgang, vi studerende har til undervisningen. Undervisningen favner nemlig bemærkelsesværdigt bredt og strækker sig helt fra Faculty of Arts og Faculty of Science and Technology til School of Business and Social Science og School of Health. Seminarerne har budt på indsigt i de helt konkrete tanker, der ligger bag placeringen af geotermiske boringer efter olie og energi, hvordan vores valg er påvirket af moral og retfærdighed såvel som penge, og hvordan man forsker i idrætsskader. Undervisningen har også haft mere overordnede formål så som at lære os, hvordan man genererer en god idé, og hvordan man gør sin argumentation overbevisende. Dertil har hver enkelt af os været igennem en personlighedstest, som har udmundet i en personlighedsprofil, der kortlægger evner, kompetencer og svagheder i forhold til samarbejde og ledelse af projekter. En, i min optik, skræmmende fintmærkende profil, som er uhyre nyttig, når det gælder uddelegering af opgaver og sammensætning af arbejdsteams.
På ATU handler matematik og dansk altså ikke bare om tal og bogstaver. Vi arbejder med at forstå, udvikle og bruge den viden, vi bliver præsenteret for.
Min oplevelse
Min oplevelse som studerende på Akademiet for Talentfulde Unge har været ganske uvurderlig. Rammerne alene har gjort mig bekendt med universitetsmiljøet på en måde, så jeg føler mig tryg ved at tage en videregående uddannelse. Samtidig har undervisningen været utroligt motiverende for at lære endnu mere og for at få endnu mere ud af andre. En af de stærkeste kvaliteter ved at gå på akademiet er nemlig de medstuderende. Alle er interesserede i at løfte diskussionsniveauet, og idet alle kommer fra forskellige steder med forskellige studieretninger og baggrunde, bliver emnerne bragt vidt og bredt, hvilket ofte ender i tværfaglige problematikker og højtbølgende debatter.
For mig har alene det at blive optaget på akademiet også givet mig stor tillid til mig selv. Tillid til mig selv i den forstand, at jeg har noget at byde på, og tillid til at acceptere, at det er okay at engagere sig i flere studier. Også dem, der rækker ud over pensum.
Anna Ravn Mortensen, kommende student fra Viborg Katedralskole, sommeren 2015
(Artikel bragt i Viborg Katedralskoles Årsskrift 2015)