Seminar B: Introduktion til Health (sundhedsvidenskab)
Forskning på Health (sundhedsvidenskab)
På introduktionsseminaret vil forskningsområder inden for sundhedsvidenskaben blive gennemgået.
Der vil være en fælles introduktion, hvor første del vil være et kort oplæg af en studerende, der beskriver, hvordan det er at studere på Health (sundhedsvidenskab). Derefter vil der være tre workshops med oplæg og øvelser inden for de forskningsområder, der er kendetegnende for sundhedsvidenskab, og som er repræsenteret til dagens seminar.
De tre workshops vil være styret af tre Ph.d.-studerende, som anvender deres egen forskning som eksempel.
Program:
16.00: Velkomst og intro til Health (sundhedsvidenskab)
16.30: Workshop runde 1
17.15: Pause
17.45: Workshop runde 2
18.30: Pause
18.45: Workshop runde 3
19.30: Fælles debat og afrunding
20.00: Tak for i aften
Workshop 1: Hvordan kan cirkulerende tumor DNA (ctDNA) fra blodprøver forbedre diagnostik og behandling af lungekræft? v/Anne Nørholm, Bachelor og kandidat i Molekylær Medicin, Ph.D.studerende, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, Blodprøver og Biokemi, Aarhus Universitetshospital
Ved diagnosticering af lungekræft foretages typisk en vævsbiopsi, der skal karakterisere tumorens histologiske type. Vævsbiopsier er dog ofte invasive og formår ikke altid at indfange tumorens fulde biologiske kompleksitet. Da kræftceller frigiver små fragmenter af deres DNA til blodbanen i form af cirkulerende tumor DNA (ctDNA), kan vi analysere blodprøverne gennem avancerede molekylærbiologiske metoder såsom PCR og Next-Generation Sequencing. Dette muliggør, at vi kan opdage sygdommen tidligere i forløbet, overvåge effekten af behandling samt identificere mutationer, der kan have betydning for behandlingsvalget. Gennem en mere præcis og personlig behandlingsstrategi, kan vi således forbedre livskvaliteten og overlevelsen hos patienter med lungekræft.
Workshop 2: Bevægelse i håndleddet efter knogleoperation v/Tobias Dahl Vind, kandidat i medicin, Aarhus Universitet, ph.d.-studerende ved Ortopædkirurgisk Afdeling, Regionshospitalet Gødstrup samt ClinFO, Aarhus Universitet
Patienter, der bliver opereret, bliver ofte fulgt op med røntgenbilleder, spørgeskemaer og en lægelig undersøgelse i forhold til, hvorvidt operationen er succesfuld. Dette er dog øjebliksbilleder af patientens tilstand og kan ofte hverken forklare patientens mulige problemstillinger eller hjælpe med at gøre operationen bedre.
Derfor undersøger vi håndled med CT-scanninger, mens de bevæger sig, så vi kan visualisere knoglernes bevægelse og se, hvor det raske og det opererede håndled er forskellige. På workshoppen vil I komme til at undersøge hinandens håndled og få den kliniske forskning i hænderne.
Workshop 3: Digitale løsninger til unge med vedvarende fysiske symptomer - virker det, hvorfor - og hvad skal vi være opmærksomme på? V/Nina Maindal, Bachelor og kandidat i Folkesundhedsvidenskab. Ph.d.-studerende, Børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Fysiske symptomer, som ikke kan tilskrives en specifik sygdom, udgør 36 % af henvendelserne blandt unge i alderen 15–24 år hos praktiserende læger. Heraf udgør 4,4 % det, vi kalder vedvarende fysiske symptomer. Vedvarende fysiske symptomer er symptomer som f.eks. hovedpine, mavesmerter eller træthed, der har stået på i tre måneder eller mere, og hvor vi ikke ved, hvorfor symptomerne er opstået, eller hvorfor de fortsætter. Disse symptomer kan blandt andet føre til følelsesmæssigt ubehag, skolefravær, øget medicinforbrug og betydelige samfundsøkonomiske omkostninger. Uden tidlig intervention øges desuden risikoen for udvikling af alvorlige funktionelle lidelser.
I dette oplæg vil I høre om et nyt internetbaseret selvhjælpsprogram, “Mine Symptomer Unge”, udviklet til netop denne målgruppe. Vi vil fortælle om, hvordan programmet er udviklet, hvordan det virker, og ikke mindst hvordan vi kan undersøge dets effekt og værdi. Vi vil drøfte centrale temaer som internetbaserede behandlingsmetoder, pilottestning, spørgeskemadata og meget mere.
I kommer på alle 3 workshops.
Formål
Seminar B: Introduktion til sundhedsvidenskab har blandt andet til formål at give jer et indblik i den sundhedsvidenskabelige metode med afsæt i konkrete eksempler på sundhedsvidenskabelig forskning.
-
AnsvarligAA
-
TypeObligatorisk
Find us on Facebook
Join our network