Oprettet af Svend Thorhauge den 12. januar 2018

What you give is what you get

Tale ved leder af ATU | Midt Svend Thorhauge

Kære unge talenter, hjerteligt velkommen til vores sidste officielle dag sammen.

I er det femte hold, vi sender ud i verden fra Akademiet for Talentfulde Unge her i regionen. Tillykke med det og med de diplomer, vi om lidt giver jer som synligt tegn på jeres indsats!

I de forgangne år har de unge diplomater ved denne lejlighed hørt lidt mere om det at have et talent. Hvordan man kan dyrke og udfolde sit talent. At man skal sætte det i spil og især sammenspil. Hørt om, hvad det kræver at opnå det sublime og blive til en af de allerbedste inden for sit felt. For det er det, der er grunden til, at I sidder her i dag. Som unge i vor tid har I utallige muligheder foran jer – måske mange flere end et menneske kan håndtere at skulle beslutte sig for – og som unge talenter har I præcis den mulighed, det potentiale, at I kan blive de allerbedste til det, I beslutter jer for at fokusere på.

Det har jeg fortalt om, og efter lidt botanisering i de muligheder har de unge diplomater fået en formaning om, at talentet forpligter, at en begavelse er en gave, som man skal dele med andre, og ikke mindst, at ’What you give is what you get’. Det er som bekendt vores motto her i ATU | Midt.

I år går vi direkte til formaningerne. for vi har gennem to år arbejdet med jeres talent, og I er nu på vej ud i verden, og så I skal have et opdrag med. For hvad er det, man skal give (og få), hvis ’what you give, is what you get’?

For at besvare det spørgsmål skal vi en tur tilbage i tiden og et smut til både USA og Polen.

Op til jul besøgte Charles Neblett Danmark i forbindelse med Kulturby 2017. Charles er 76 og afroamerikaner og var en aktiv del af den amerikanske borgerrettighedsbevægelse i den del der hed Student Nonviolent Coordinating Committee. (SNCC eller SNIK i daglig tale). Gennem sit engagement i SNIK fik han blandt andet fjernet de raceadskillelsesregler, som havde været gældende på universiteterne. Som så mange gange før i historien var det nemlig omkring uddannelsesinstitutionerne, forandringerne tog fart.

I har formodentlig alle hørt Charles Neblett på et tidspunkt i jeres liv. Måske uden at vide det. Om ikke andet så i engelskundervisningen. Sammen med Rutha Mae Harris, Bernice Johnson Reagon og Cordell Reagon udgjorde han kvarteten Freedom Singers, som op gennem 60’erne sang sig gennem USA med i dag velkendte sange som eksempelvis We shall overcome. I 1963 stod de for fællessangen: We shall not be moved på den store March on Washington, hvor Martin Luther King holdt sin legendariske ’I have a dream’ tale. Hvor han drømte om en verden uden fordomme, hvor vi alle ”would be judged by the content of our character”.

Martin Luther King blev skudt. Charles Neblett blev fængslet intet mindre end 26 gange for sin kamp for retfærdighed. Og under sine fængslinger slået, ydmyget og smidt i isolation. Og herinde sad han og nynnede sine sange, så han hele tiden havde hold på tiden og derigennem kunne fastholde sin forbindelse til virkeligheden. For i virkelighedsforankringen ligger kilden til den kritiske sans. Og den kritiske sans er evnen til at teste den viden, man bliver præsenteret for, og ikke mindst de magtrelationer, som den viden kan være udtryk for.

Når man taler med Charles Neblett i dag, fremhæver han gang på gang den kritiske sans. Eller som det måske mere præcist hedder på engelsk: Critical Thinking -  Critical Thought. Vi kan vide nok så meget, og vi kan være nok så kloge, men hvis ikke vi forholder os til vores viden og klogskab med en veludviklet evne til også at gå kritisk analytisk til værks, så gør det ingen forskel. I hvert fald ikke en god forskel.

Charles Neblett var med til at ændre verdens gang. Vi kender ham i dag for sangen – men hans egentlige virke og talent var at være organisator i en studenterorganisation, som ville, at vi brugte vores viden og vores kritiske sans til at skabe en bedre verden.

To år før Charles Neblett blev født, åbnede den nazistiske koncentrationslejr Stutthoff i Polen. Den ligger der stadig i dag som et vidnesbyrd om, hvad der sker, når viden bliver brugt ukritisk, og når de nyeste videnskabelige landvindinger bliver bragt i spil mod menneskeheden og ikke for menneskeheden. Den er i al sin gru et besøg værd. Hvis man er i Gdansk, kan man tage linje 870 mod Krynika Morska og stå af ved Sztutowo. Det koster 13 szloty, eller omkring tyve kroner, hver vej. Og når I så alligevel er i det polske Østersøområde, skal I besøge det fremragende Verdenskrigsmuseum i Gdansk, som giver et virkelig godt indblik i hele totalitarismens periode fra udbruddet af første verdenskrig frem til og med den kolde krig.

Jeg skal ikke gennemgå alle grusomhederne i Stutthof her. Jeg er sikker på, I alle kender dem, og det gør ikke i sig selv en god gerning at pensle dem ud.

Men når jeg alligevel tillader mig at fremkalde så barske billeder på denne festlige dag, er det, fordi det stadig er relevant. (Og så fordi, fordi jeg netop selv har været i Stutthof og det efterlod så stærkt et indtryk, at jeg var nødt til at dele det med jer).

Lejren var nøje forberedt op gennem trediverne. Allerede dagen efter besættelsen af Polen 1. september i 1939 slog man til og bragte de første fanger til stedet. Og disse fanger blev sat til at  ombygge det, der frem til da havde være et rekreationshjem for pensionister, til en arbejdslejr. Udover kriminelle, så bragte man også jøder, handicappede og homoseksuelle til lejren. Og så de uddannede. De intellektuelle, kunstnerne, forfatterne, og ligeledes dem med studenterhuer.

For man skal ikke tage fejl. Uddannelse er det fundament, ethvert samfund bygger på. Som Mandela sagde: ”Education is the most powerful tool, if you want to change the world”. På godt som på ondt. Ikke mindst koncentrationslejrene er eksempler på, hvad der kan ske, når en generations dygtigste organisatorer og videnskabsfolk sætter deres evner i spil på den forkerte side af menneskehedens etiske grænse. Og de er samtidig eksempler på, hvad despotiske magthavere vil gøre for at komme kritisk viden, kritisk analyse, critical thought til livs.

De vil gerne have dem, der kan, blot de ikke også kan tænke selv. Og de vil hellere miste talent, end lade talentet udfolde sig, hvis de ikke kan kontrollere, hvilken vej det udfolder sig, hvor det sætter sig i spil og hvem det spiller sammen med.

Men ganske som jeg fortalte om Neblett, forsøgte man at holde fast i den kritiske tanke og i det mellemmenneskelige fællesskab i koncentrationslejrene. Netop for at undgå den dehumanisering, som var et af lejrenes formål.

Juleaften i 1944 kunne man i Stutthof høre først de polske mænd synge første vers i julesangen Fred på jord. Og dernæst fra barakkerne på den anden side de polske kvinder synge 2. vers. Og kort derefter de russiske mænd, efterfulgt af de russiske kvinder. Og går I rundt i Stutthof, vil I finde julekort og musikinstrumenter, som er udført i det skjulte i lejren. Vidnesbyrd om en næsten umenneskelig overlevelsesevne og om at holde sine evner ved lige og holde fast i det, man kommer fra. Det, der holder en fast i virkeligheden mellem mennesker og forankrer den kritiske sans i dette forhold.

Vi kan synes langt fra denne slags udfordringer i dag. Og det er vi også. I tid. Og i kilometer. Der er trods alt et stykke vej til Nordkorea. Men i det globale netværk er der ikke langt rundt om jorden og man skal ikke åbne mange aviser for at finde vidnesbyrd på, hvordan man flere steder forsøger at knægte den frie tanke. Og I har alle potentiale til at gøre jer gældende på det globale arbejdsmarked og i den globale videnskab. Og mange af jer vil gøre det. Og I ved allerede nu fra flere af jeres seminarer, at viden kan bruges i manges tjenester. Eller I ved i hvert fald ved, at der altid er tale om et valg i forhold til, hvad vi bruger vores nye viden til. Det er en af grundende til, at ATU Midt sætter så stærkt et fokus på at være et alment dannende talenttilbud. Vi ved, I kan komme til at gøre en global forskel.

Så I står med en dobbelt opgave foran jer. I har et talent, som I kan og bør udfolde og sætte i spil og sætte i sammenspil. Det fortjener I, for der er ikke noget bedre end at folde sig ud, og det forpligter begavelsen jo også til.

Men I skal også sætte jer for at bruge talentet til at skabe en bedre verden. For det at være begavet er at have fået en opgave. Og verden skaber ikke sig selv. Verden og dens skæbne er i hænderne på mennesket og dets børn, og derfor i hænderne på jer.

’What you give, is what you get’.

Og nu hørte vi godt nok i den nytårstale, der blev sendt nytårsaftensdag, at vi skal gøre noget unyttigt. Og det skal vi. Ikke alt, hvad vi laver, skal være rationelt eller kunne testes og kalkuleres. Lige så meget som vi ifølge Immanuel Kant skal behandle andre også som mål og ikke blot midler, lige så meget gælder det også for os selv. Men det ændrer ikke på, at I skal stille jer selv det spørgsmål ved jeres engagement, ikke om det er nyttigt, men hvad det er nyttigt for, hvor det gør nytte.

Hvis I gør det, så kommer I til at gøre det godt. På alle mulige måder godt. Det ved vi, for vi kender jer. Og vi er stolte af jer. Og vi glæder os allerede til at se jer udfolde jer i den store vide verden.

Til sidst skal jeg blot huske, på vegne af årgang 2015, at sige tak til Aarhus Universitet, Via University College og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Til Region Midtjylland. Til Studenterhus Aarhus og alle mentorerne, Folkeuniversitet, Ungdommens Naturvidenskabelige Forening, Creative Company, Vestjysk Bank, NuPark, FN-forbundet, Insights, High Performance Institute, BioMar, Kyocera Unimerco og en lang række af andre virksomheder. Tak til alle gymnasierne. Tak, fordi stadigt flere af gymnasierne i regionen støtter op. Hvis ikke alle disse institutioner, jeg lige har nævnt, sammen var med til at sikre et fælles talentudviklingsprogram i Region Midtjylland, var det slet ikke muligt.

Tak til jer – og tillykke til de unge talenter.

FacebookFind os på facebook
linkedinBliv del af vores netværk